Leder: Lomborg er færdig som skurk

Børsen, Denmark. 

Talfægteren Bjørn Lomborg taler de fattiges sag, og Vestas-filosoffen Morten Albæk appellerer til vores sunde fornuft. Er der nye boller på suppen? Ikke nødvendigvis. Men i lyset af rapporten fra Det Miljøøkonomiske Råd må vi se debatørerne og deres dagsordener i et nyt lys.

Debatten om den grønne omstilling har denne uge atter kørt livligt i Børsen blandt andet med kronikker fra de to førnævnte herrer. Men rollerne har ændret sig.

Lomborg har længe været skurken. Først som fhv. statsminister Anders Foghs regnedreng og senere fordi han insisterer på at diskutere, hvordan de betydelige udgifter til "ekstravagante CO2-nedskæringsprojekter" påvirker vores evne til at løse verdens andre problemer. Han har optrådt politisk ukorrekt og virket aparte på dem, der vægter følelser højere end fornuft. I lyset af den miljøøkonomiske vismandsrapport træder han dog tydeligt frem som retfærdighedens og medmenneskelighedens stemme. Ikke fordi hans budskab om økonomisk prioritering har ændret sig, men fordi det glider lettere ned i selskab med uafhængige nationaløkonomer.

Humanisten Albæk har det sværere. Den officielle fortælling om den grønne omstilling er truet. Støtten til vedvarende energi gavner ikke klimaet og har samfundsøkonomiske omkostninger, sagde overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Vi danskere er nødt til at forholde os på ny til hele historien om både vind og bæredygtighed.

Albæks kronik denne uge er da også klart bygget op om økonomisk logik: Vestas er verdens største producent og arbejdsgiver for tusindvis af medarbejdere. Danske elpriser er konkurrencedygtige (ekskl. afgifter, forstås). Vind skaber eksport og forsyningssikkerhed. Danske ambitioner har skabt en global førerposition til gavn for samfundsøkonomien.

Ingen snak om miljø og klima. Ingen følelser på spil. Narrativen er under ombygning. Den nye historie passer perfekt ind i en ny politisk dagsorden: vækst, jobskabelse og fastholdelse af arbejdspladser.

Det er lidt af en formidlingsopgave, der venter aktørerne i den grønne omstilling, hvis den nye historie skal virke troværdig. Men vi skattebetalende borgere og virksomheder står også over for en opgave.

Mens politikerne genovervejer støtten til vedvarende energi, må vi genoverveje, hvor langt vi er villige til at acceptere, at politikere bedriver velgørenhed for vores penge. Den praksis er velkendt, og smilet er bredt, når der rundhåndet deles millioner ud til gode formål. Politikerne har ikke meget at tabe, det er jo ikke deres penge. De har til gengæld rigeligt at vinde.

Nu må vi forholde os til, at omfattende politiske satsninger, der angiveligt skulle "redde kloden", som klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) formulerede det i Nyhederne forleden, har tvivlsomme resultater. Det bør være en huskepille og give anledning til at overveje, hvilke andre støtteordninger der ikke er så velgørende, som de påstås at være.

Vi må undgå at lade os forblænde af de gode intentioner. Måske kan Lomborg hjælpe: "I mandags indrømmede den tyske regering, at 6,9 mio. tyske husholdninger nu lever i energifattigdom, hvor mere end 10 pct. af indkomsten går til energiforbrug. En væsentlig del af årsagen til stigningen skyldes de stadig højere energipriser (…)."

Skal vi ofre vores varme bade og lys i glødepæren – udsøgte elementer af civilisationen, der sikrer et sundere og bedre liv – for en havvindmøllepark?

Nej. Vismændene har afsløret en dyr energipolitik, der ikke gør gavn. Det har Lomborg påpeget længe. Han er færdig i rollen som skurk.

Lisbet Røge Jensen